For tiden er vi en del fyldt af forskellene på USA og Danmark, måske det er en naturlig del af, at skulle falde til et nyt sted. Forskellene er der mange af, selvom jeg ofte må minde mig selv om, at jeg altså er meget langt væk hjemmefra. Det sker bl.a. når jeg får øje på bjergene her Los Angeles, her går det op for mig, at den her by er enorm, og at jeg altså ikke længere befinder mig i lille Danmark.
En simpel ting som at få handlet ind, har været en enormt omvæltning. Alt ser anderledes ud. Alt emballage, deres systemer i butikkerne og deres priser. Det der med konstant at skulle regne dollars om til kr… sikke en omgang.
Det med emballagen er altså ikke for sjovt. Det tager mig så lang tid, at tage alle de indtryk ind, og få filtreret hvad der er godt og hvad der ikke er godt - men egentlig også bare at finde ud af, hvad det er vi har brug for. Jeg havde slet ikke overvejet, at det her kunne være så svært, for mad er vel bare mad? Men neeej, det er ikke helt så ligetil.
Da vi var i kirke i søndags, var der en farvel fest for præsten, som havde fået en ny stilling i en anden stat. Her holdt de så en Hawaii fest, de kaldte det “aloha-farewell-party”. Det var også super amerikansk. Alle kom i Hawaii skjorter, og de havde pyntet salen op, og lavet nogle meget farverige cupcakes - og jeg må nu også tilstå at farvestofferne kunne smages. Tema fester er virkelig amerikanernes ting.
Vi kommer i en kirke der hedder Christ Lutheran Church, det er også her Poul Erik og Deserie kommer, og det minder på mange måder om det vi kender fra Danmark. Leon er allerede kommet med i lovsangsbandet, da Poul Erik og Deseries datter Nina er lovsangsleder i kirken. Han er blevet trommeslager dernede, hvilket er super fedt og han gør det vildt godt, det er bare sjovt at det hverken er bas, klaver eller sang han har gang i. Men sådan er det nok bare at være multitalent.
I tirsdags var vi til en screening for den nye Netflix serie “Thai Cave Rescue”. Det var noget Leon kunne få adgang til, fordi han har købt et medlemskab i noget der hedder SCL, som laver arrangementer med filmmusik som indhold. Han kunne tage to gæster med, og han valgte så Melvin og mig. Jubiii - det var rigtig fedt at være med til. Det foregik på et sted der hedder Fine Arts i Beverly Hills. Da vi kørte derop, kunne man godt mærke at Los Angeles er film byen. Når man kører langs motorvejene er der store reklamer for de nyeste film. Det virker super skørt at have så mange reklamer på motorvejene, det er jo et totalt ‘no go’ i Danmark. I Los Angeles tager de færreste mennesker en bus, og nærmest alle over 16 har deres egen bil, da det er den eneste optimale måde at komme rundt på. Så hvis man skulle fange dem med reklamer, giver det god mening, at det er imens de befinder sig i en bil, da det er der de bruger flere timer om dagen. Den var nok bare ikke gået i Rådet for Sikker Trafik.
En anden ting jeg har bemærket herovre, hvor jeg ikke ved om det er noget særligt for amerikanere eller om det blot er sådan det er at blive mor. Det handler om hvordan folk kommentere på hvad jeg gør som mor. Særligt når det kommer til amning. Det sker så ofte at folk, som det første når de ser ham, spørger mig om jeg ammer ham? Eller hvis jeg sidder og ammer siger de, at de er meget glade for, at ammer ham frem for at give ham flakse.. jeg er helt mundlam over at folk har så kraftig en holdning til det her, og jeg ved da slet ikke hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke jeg ammede. Hvis jeg skulle til at forklarer eller måske ligefrem forsvarer hvorfor jeg ikke ammede, og det kunne jo være af nogle meget personlige årsager som jeg ikke ønskede at diskutere med fremmede. Jeg har en følelse af at det ikke er sådan i Danmark, jeg nåede i hvertfald ikke opleve de, i de fire uger vi havde Melvin der. Men, ellers så er det altså en kærligt opfordring til, ikke at have en holdning til hvordan folk finder ud af at give deres børn mad. Det er ikke super rart.
Men! Noget der til gengæld er super rart, er deres enorme gavmildhed. Aldrig før er vi blevet velsignet med så mange ting, fra fremmende mennesker. En dag fik Don og Cathy besøg af deres niece som har et barn på 3 år, og de havde simpelthen taget et helt babyværelse med til os. Der var alverdens forskellige stole og senge og vugger og jeg ved ikke hvad. Så fantastisk altså! Vi har slet ikke fået kigget den bunke af ting igennem endnu, for hvor skal vi lige starte. Gavmildhed er virkelig noget de er gode til herovre.
Vi nyder at bemærke forskellighederne, både når vi er fyldt af taknemmelighed over det amerikanske folk, men også når vi savner vores danske rødder.
